En ugle og et logo
🍔
4-4-4-4-0: En statistisk analyse

4-4-4-4-0: En statistisk analyse

June 16th, 2024
Af Hans Christian Kromann og Martin Dreyer

En sommeraften i 2021 slog det danske landshold Wales med 4-0 i kvartfinalen ved EM-slutrunden.

Siden da har de danske roligans sunget 4-4-4-4-0 til hver eneste landskamp i håb om endnu en storsejr.

Er det håbløs optimisme eller et rimeligt krav til landsholdet?


Den første 4-0
Danmark har til dags dato spillet 905 officielle landskampe. 30 blev vundet 4-0.

Danmarkshistoriens første 4-0 sejr kom i hus i 6. oktober 1918, hvor 16.000 tilskuere så senere Hall of Fame-medlem Poul "Tist" Nielsen fuldende ydmygelsen af det norske landshold med en scoring til slutresultatet 4-0 i det 82. minut.

Siden da har vi slået Norge fire gange med samme cifre. Senest i 1963.

Poul 'Tist' Nielsen4-0 holdet fra 1918. Poul "Tist" Nielsen står yderst til højre. Foto: fodboldhistorik.dk.

Hvor mange gange har vi ført 4-0?
Men en ting er slutresultatet. Hvor mange gange har Danmark været foran 4-0 og givet fans anledning til at synge?

Landsholdet har spillet 124 kampe, hvor de har scoret fire mål eller flere. I nogle tilfælde når modstanderen dog at udligne, før vi når de magiske 4-0. Tilbage står 70 kampe, hvor Danmark har ført 4-0 undervejs.


Hvor lang tid har den stået 4-0?
Der skal scores mange mål (duh), hvis man skal vinde 4-0. Derfor kommer scoringen oftest sent i kampen, og ofte er der så stor niveauforskel, at Danmark scorer et mål mere efter kort tid.

I gennemsnit er Danmark foran 4-0 i 16 minutter, før kampen enten slutter, modstanderen scorer eller vi selv laver et mål mere.

I alt har landsholdet givet roligans mulighed for at synge 4-4-4-4-0 i 1.120 minutter. Det tager cirka 7 sekunder at synge 4-4-4-4-0, så den kan gennemføres næsten 10.000 gange.


Den længste 4-0 føring er fra 2007, hvor Liechtenstein blev slået 4-0 i Ceres Park. Her scorede Morten Nordstrand til 4-0 efter 36 minutter.

2007-landsholdet er dog langt fra de hurtigste til at opnå føringen. I 1967 kom Danmark foran 4-0 mod Island i Idrætsparken efter 15 minutter. 13 minutter senere var de på pletten igen. Kampen endte i øvrigt 14-2.


Hvem er verdens bedste 4-0 hold?
Vores datasæt indeholder 46.416 internationale fodboldkampe. 1.772 gange har et hold gået fra banen med en 4-0 sejr. Danmark er i den absolutte top, når det kommer til 4-0 sejre. Kun syv nationer har vundet flere end Danmark, som lige nu deler en sjetteplads med Holland og Frankrig.

I hele tal er England med deres 48 sejre og en 4-0-andel på 4,5 procent det bedste 4-0 hold.


Men antal er selvfølgelig ikke alt. Derfor er det også interessant at kigge på, hvor ofte man vinder 4-0.

Det mest effektive 4-0-hold er på papiret De Kanariske Øer, som har vundet hver fjerde landskamp 4-0. At de kun har spillet fire kampe mod andre landshold gør måske statistikken lidt mindre imponerende. Den ene 4-0 sejr gik ud over Letland i december 1998.

For at blive kåret som det bedste 4-0-hold må man derfor skulle have spillet en større mængde kampe, vinde en stor del af dem 4-0 uden for lang tid mellem hver sejr.


Der er tre hold, der skiller sig ud: Sydkorea, der vinder 4-0 næsten hvert andet år. Tajikistan, der vinder hver 20. kamp med 4-0. Og endelig Brasilien, der klarer sig bedst på begge parametre.

Det ringeste hold, som spiller regelmæssigt, er Lichtenstein, som taber hver 10. kamp 4-0. Det er dog ikke helt skidt for et hold, som i gennemsnit lukker tre mål ind i et nederlag.


Hvor gode hold, har vi vundet 4-0 over?
Selvom en 4-0 sejr altid luner, er det lidt federe mod en dygtig modstander. Derfor er det relevant at se på, hvor gode hold vi var oppe mod.

En af de mest anvendte metoder til at vurdere dette er Elo-ranglisten. Elo-systemet blev oprindeligt udviklet til Skak, men er blevet tilpasset fodbold. Efter hver kamp udregnes der point for hvert hold baseret på seneste resultater, modstanderens rangering og mange andre faktorer og efterfølgende opdateres ranglisten.

Ser man på Danmark og modstanderens rangering på tidspunkt for 4-0 sejren ligger Danmark i gennemsnit 64 pladser over modstanderen på ranglisten.

Fire gange har vi slået et hold, der lå over os. I 1971 blev Schweiz besejret i OL-kvalifikationen, selvom Danmark på daværende tidspunkt lå 21 pladser længere nede på listen.


Den vigtigste 4-0?
Fodbold er følelser. Men det er muligt at give et kvalificeret bud på, hvilken 4-0-sejr, der har været den vigtigste nogensinde.

5 af de 30 kampe er venskabskampe, som i sagens natur ikke har spillet nogen stor rolle. I 12 kampe gjorde sejren ingen forskel. I sjældne tilfælde fordi vi vandt et gruppespil med mere end tre point, men oftest fordi vi alligevel var for langt bagud.

De resterende 13 kampe havde sejren en afgørende betydning for Danmark. I 1950, 1961 og 1963 var 4-0 sejre over Norge blandt andet medvirkende til, at Danmark vandt sølv ved de Nordiske Mesterskaber.

Det er dog kun sket fire gange, at 4-0-kampen har været en knald eller fald-kamp.

Danmark har vundet en enkelt guldmedalje efter en 4-0 sejr. I 1989 arrangerede DBU en Tri-turnering i anledning af organisationens 100 års jubilæum. Sverige og Brasilien blev inviteret til København. Danmark slog først Sverige og i den afgørende kamp blev Brasilien slået 4-0.

KampprogramProgram fra invitationsturneringen. Foto: fodboldhistorik.dk.

I 2016 vandt Danmark bronzemedaljer ved den japanske invitationsturnering Kirin Cup. Medaljerne kom i hus efter en bronzekamp mod Bulgarien, hvor Christian Eriksen scorede hattrick.

Ved OL-kvalifikationen 1971 bestod første runde af eliminationskampe. Her tabte Danmark 1-2 til Schweiz på udebane. Men i Idrætsparken blev det vendt til 5-2 på mål af blandt andet Morten Olsen. Det var ikke giganternes møde, men Danmark lå 21 pladser under Schweiz på ranglisten.

Den sidste afgørende kamp er selvfølgelig sejren og Wales ved ottendedelsfinalen ved det Corona-udskudte EM i 2021.

Håbløs optimisme eller rimeligt krav?
Danmark er en af verdens mest effektive 4-0-landshold. Det er ikke håbløst optimisme, at håbe på en 4-0 sejr.

Der går dog stadig 1-2 år medlem de store sejre, så vi kan heller ikke forvente, at holdet leverer hele tiden.

I sidste ende er det dog ikke så vigtigt at vinde 4-0. Det handler jo om at være med. Og vinde 1-0.

Hvis du vil have flere historier som denne, så skriv dig op til vores nyhedsbrev. Vi spammer ikke.


* indicates required
Så vi kan lade som om, at vi kender dig

Intuit Mailchimp

Kilder
International football results from 1872 to 2024, Kaggler.com
Eloratings.net
DBUs landsholdsdatabase

Bonus
Dyk ned i tidslinjen over danske 4-0-sejre. På knapperne nederst, kan du vælge, hvad du vil.